For jeg elsker Carrie. Ikke bare romanen, men Brian De Palmas film fra 1976, der i år har halvtreds-års jubilæum. Og det er værd at stoppe op og spørge: hvad var det egentlig, der gjorde den mesterlig? For det var ikke telekinesen. Det var aldrig telekinesen.

Hvad den originale film gjorde rigtigt

De Palma forstod noget, som mange senere har misforstået: at rædslen i Carrie ikke bor i det overnaturlige, men i det menneskelige. Den bor i omklædningsrummet. Den bor i det øjeblik, hvor en pige, der ikke ved, hvad menstruation er, tror hun er ved at dø, mens hendes klassekammerater griner og kaster tamponer efter hende og råber. Det er der, filmen slår ned. Alt det andet — grisblodet, ilden, den apokalyptiske afslutning — er bare konsekvensen af den scene. Volden i tredje akt er ikke rædslens kilde. Den er dens regning.

Og så er der Sissy Spacek. Hendes Carrie er ikke en monsterpige, der venter på at blive vakt. Hun er en pige, der forsøger — desperat, klodset, håbefuldt — at være normal. Hun siger ja til prom-invitationen, fordi hun tror på venlighed, fordi hun så gerne vil tro, at verden kan være god ved hende for en enkelt aften. Spacek spillede hende med så meget skrøbelig åbenhed, at man kommer til at holde af hende, og det er dét, der gør slutningen ulidelig. Vi bliver ikke skræmt af Carrie. Vi sørger over hende. De Palmas berømte split screen under blodbadet gør os til vidner på to niveauer på én gang: vi ser gerningen og vi ser ansigtet, den tomme, sønderbrudte ro hos en pige, der endelig har fået nok. Det er ikke triumf. Det er tragedie klædt ud som hævn.

Mobningen, de stivnede holdninger, det uafvendelige

Det, der gør Carrie så tidløs — og så uudholdelig — er, at ondskaben i historien ikke er fantasi. Mobningen er virkelig. Vi kender den alle sammen, enten fordi vi har stået i midten af den, eller fordi vi har stået ved siden af og tiet. Kings geni var at tage det mest genkendelige af alt, den sociale grusomhed i en skolegård, og trække den ud i sin yderste konsekvens.

Og over det hele hænger Margaret White, moderen. Hun er måske den egentlige rædsel i fortællingen. Ikke en heks, ikke en dæmon, men en kvinde så indespærret i sin egen rigide, religiøse verdensopfattelse, at hun forvandler sin datters krop og opvågnende seksualitet til synd og skam. Carrie bliver kvast mellem to former for foragt: skolens og hjemmets. Ude er hun grim og fremmed. Hjemme er hun besmittet. Der er ingen steder, hun får lov at være et menneske.

Det er dét, der gør det uafvendelige så forfærdeligt. Vi ser ulykken komme på lang afstand, og vi kan ikke gøre andet end at se på. Hver eneste voksen, der kunne have grebet ind, svigter eller kommer for sent. Rædslen ligger ikke i, at Carrie mister kontrollen. Rædslen ligger i, at vi forstår præcis hvorfor.

Remaken, der blev til juks

Og så var der 2013. Kimberly Peirces genindspilning med Chloë Grace Moretz i hovedrollen skulle have været en genfødsel, og den blev en skuffelse. Ikke fordi den var teknisk dårlig — den var pæn, glat, ordentligt lavet. Men den var netop pæn. Og det er dét, en historie som Carrie aldrig må være.

Problemet var Moretz selv, om man må sige det så hårdt: hun var for smuk, for tydeligt en filmstjerne, der spillede outsider. Man troede aldrig et sekund på, at hun ikke kunne finde en at gå til bal med. Og når man ikke tror på outsideren, falder hele fundamentet. Filmen forsøgte at opdatere historien med mobiltelefoner og optagelser, der spredes online, men den turde ikke bo i smerten. Den skyndte sig hen mod effekterne, mod blodet og CGI’en, som om den var flov over sit eget hjerte. Resultatet var en film uden vægt. Juks, når man er hård. Overflødig, når man er mild.

Hvorfor jeg alligevel tør håbe

Så hvorfor sidder jeg og glæder mig? Fordi det er Mike Flanagan.

Manden lavede The Haunting of Hill House til Netflix, og jeg mener det oprigtigt, når jeg siger, at det er en af de bedste gyserserier nogensinde. Flanagan forstår noget, de fleste horror-instruktører aldrig lærer: at frygt uden sorg bare er en forskrækkelse. Hill House var ikke skræmmende, fordi der stod spøgelser i baggrunden af billedet — selvom de gjorde. Den var skræmmende, fordi den handlede om en familie, der bar på tab, skyld og fortrængning, og fordi spøgelserne bare var den form, smerten tog. Det berømte femte afsnit, den lange begravelsesscene i næsten ubrudte tagninger, er noget af det mest følelsesmæssigt præcise, der er lavet til tv. Der er mennesker i Flanagans gys. Rigtige mennesker.

Og det er præcis det, Carrie har brug for. En instruktør, der ved, at historien handler om venlighed over for grusomhed, om et menneske, der bliver knust af de systemer, der skulle have beskyttet det. Flanagan har selv sagt, at han ikke ville lave en tro genindspilning, men bygge noget nyt af de samme ingredienser — og at Kings temaer om mobning og vold i skolen er blevet endnu mere aktuelle i dag, i de sociale mediers og skoleskyderiernes tidsalder, end da bogen udkom. Han peger på det rigtige. Han ser, hvad historien er.

Hvad der skal være anderledes

Så hvad håber jeg, serien gør? Først og fremmest at den tør bo i smerten, som 2013-filmen ikke turde. Otte afsnit giver plads til at trække vejret, til at lade os lære Carrie at kende, før alt går galt — plads til det langsomme, det stille, det hverdagsagtige, som gør katastrofen til rigtig sorg og ikke bare til spektakel. Det er dér, tv-formatet kan slå filmen: tid.

Jeg håber, den moderniserer mobningen med alvor og ikke som pynt. Når ydmygelsen bliver viral, når et klip spredes til hele skolen på sekunder og aldrig kan slettes igen, så er der ingen vej hjem for Carrie — og det er en langt mere klaustrofobisk rædsel end noget, 1976 kunne forestille sig. Flanagan taler om en viral mobbeskandale som seriens omdrejningspunkt, og hvis han rammer det rigtigt, kan det gøre historien nyere og hårdere, end vi er vant til.

Og så er der det, der gør mig mest nervøs: Flanagan har antydet, at serien vil vise, at Carrie er én af flere piger med overnaturlige evner. Det kan blive genialt, og det kan blive en fejl. Genialt, hvis det uddyber Kings tanke om, hvad der sker, når magt vokser i mennesker, verden har mishandlet. En fejl, hvis det gør Carrie til endnu et univers med potentiale for spin-offs og sæson to, for så mister vi det, der gjorde hende hellig: at hun var alene. At der ikke var nogen som hende. At ingen forstod.

Det er den balance, jeg venter på at se ham ramme. Og hvis nogen kan, er det ham.

Så jeg venter. Med den der urolige forventning, der ikke helt ligner glæde. Til efteråret ved vi det. Indtil da holder jeg fast i Hill House og lader mig trøste af tanken om, at der stadig findes instruktører, der forstår, at det uhyggeligste, man kan vise et publikum, ikke er et monster — men et menneske, der aldrig fik en chance.

The post At vente på Carrie — og at turde håbe igen first appeared on Jesper Kristian Bach Mogensen | Forfatter | Kunstner.