Jeg skriver de bøger, jeg selv gerne ville læse: mørke, personlige fortællinger om mennesker, der befinder sig på kanten af sig selv og den virkelighed, de troede, de kendte.

Sådan har det egentlig altid været. Længe før jeg turde kalde mig forfatter, skrev jeg — små brudstykker, digte, sætninger jeg ikke kunne slippe igen — og ved siden af ordene har der altid været musik. For mig er de to ting ikke så forskellige. En sang og en side er bare to måder at nå det samme sted på: derhen, hvor noget føles sandt, også når det gør ondt. Jeg har aldrig været særlig optaget af at skrive pænt. Jeg vil skrive ærligt. Jeg vil skrive om kroppen, om sårbarheden, om de øjeblikke, hvor et menneske står over for sig selv uden nogen steder at gemme sig.

Min livssituation betyder, at jeg ikke har mulighed for at følge den traditionelle vej gennem forlag, møder, netværk og lange udgivelsesforløb. Det var ikke sådan, jeg forestillede mig det, da jeg begyndte. Men jeg har med tiden lært at holde fast i det, jeg selv kan styre, og give slip på det, jeg ikke kan. Derfor har jeg valgt at selvudgive mine bøger. Det giver mig mulighed for at arbejde i mit eget tempo og bevare kontrollen over både historierne, sproget og den endelige udgivelse.

Der ligger en frihed i det, som jeg ikke vil undvære. Jeg skriver, når ordene kommer — nogle gange på skæve tidspunkter, i stykker, over lang tid. Jeg bestemmer selv, hvornår en bog er færdig, og jeg bestemmer, at den ikke er det, før den kan bære sig selv. Ingen har bedt mig skynde mig. Ingen har bedt mig slibe kanterne af. Det mørke får lov at være mørkt, og det personlige får lov at være personligt.

At bøgerne er selvudgivne, betyder ikke, at de er skrevet hurtigt eller uden alvor. Tværtimod. Jeg bruger lang tid på hvert manuskript, omskriver, retter og gennemarbejder det igen og igen — ofte starter jeg helt forfra, hvis jeg kan mærke, at noget ikke er ægte nok. Jeg lægger tekster væk og vender tilbage til dem. Jeg læser dem højt for mig selv for at høre, om de trækker vejret rigtigt. Jeg gør det ikke, fordi nogen kræver det af mig, men fordi jeg ikke kan lade være. Det skylder jeg både historien og den, der en dag skal læse den.

For mig er det vigtigste ikke, hvilken vej bogen har taget ud i verden, men om historien rammer noget ægte hos læseren. Jeg tænker tit på det menneske, jeg skriver til — én person, alene med en bog, sent om aftenen. Hvis bare én sætning bliver hos dem, hvis bare ét sted i teksten får dem til at føle sig mindre alene med det, de bærer på, så har bogen gjort præcis det, den skulle.

Jeg tror på, at en stærk fortælling ikke behøver et traditionelt forlagslogo for at have værdi. Den skal først og fremmest kunne mærkes. Og det er det eneste, jeg beder om: at det, jeg skriver, må ramme dig et sted, hvor det virkelig kan føles.