Her kan du læse begyndelsen på 03:33 – Faldne engle, en mørk psykologisk roman om afhængighed, skyld og det øjeblik, hvor sandheden begynder at trænge igennem alt det, man har forsøgt at dulme.

Uddraget introducerer fortælleren, Tom, navnet Morningstar og den uro, der langsomt trækker historien mod Valby Station — og tidspunktet 03:33.

Kapitel 1

Klokken var halv seks, da jeg kom hjem fra supermarkedet. Lyset over opgangen havde fået den matte, farveløse tone, det altid fik på det her tidspunkt, hvor pæren stod og kæmpede mod skumringen og tabte. Jeg låste mig ind, trådte ind i lejligheden og lod døren glide i bag mig med en dæmpet lyd. Posen med varer satte jeg fra mig på gulvet uden at pakke den ud.

Tom stod ikke i entréen. Selvfølgelig gjorde han ikke det. Han havde ikke været hjemme i tre dage. Eller fire. Dagene løb sammen, når hashen først havde lagt sig over dem; jeg kunne ikke altid skelne en mandag fra en torsdag længere.

Jeg lod mig falde ned i sofaen og fandt hashen uden at lede. Fingrene rullede den selv; jeg behøvede ikke se på dem. Tændte. Trak langsomt og dybt og holdt røgen, til det varmede. Den forskød kanterne en smule. Det var nok.

Tv’et kørte allerede. Havde jeg glemt at slukke det om morgenen? Skærmen lagde et blåligt skær hen over væggene, og lyden var skruet for langt ned til, at jeg kunne følge med. Lucifer. Det var altid Lucifer. Stemmerne havde kørt så længe, at jeg ikke længere hørte ordene, kun rytmen i dem.

“Morningstar,” sagde stemmen fra skærmen.

Navnet satte sig et sted, jeg helst lod være med at røre ved. Morningstar. Mit navn. Ikke det, der stod i mit pas, men det folk brugte, når de ringede klokken to om natten. Det de skrev i beskeder, der lå ulæste. Det de sagde halvhøjt nede i opgangen, mens de ventede på, at jeg åbnede døren med det, de var kommet efter.

Jeg havde ikke hørt det længe. Eller også havde jeg. Måske lå det stadig i de beskeder, jeg slettede uden at afspille, i numrene jeg genkendte på de første cifre og blokerede, før de nåede at ringe ud.

Tom havde sagt det én gang. Han sagde det ikke for sjov. Han sagde det, som om han allerede vidste, hvordan det endte.

“Du lyser. Men du falder. Og du tager andre med dig.”

Jeg blinkede hårdt og skubbede tanken væk. Sofaen gav efter under mig, lidt for meget, som den altid gjorde. Der var ikke en lyd i lejligheden. Køleskabet stod og summede ude i køkkenet, og det var det eneste.

Askebægeret var fuldt. Bøgerne lå i bunker langs gulvet, dér hvor de var gledet ned fra reolen og var blevet liggende. På bordet stod en kop kold kaffe med en tynd, mat hinde på overfladen. Og sofaen huskede os stadig: to fordybninger i puderne ved siden af hinanden, og oppe på ryglænet to slidte pletter, hvor vores hoveder havde ligget.

Hans på den ene side. Mit på den anden.

Jeg havde ikke gjort rent siden.

Ude i køkkenet stod to misfarvede krus ved vasken. Det ene med indtørret kaffegrums i bunden. Det andet tomt, men med et aftryk på kanten, der ikke var mit. Hans jakke hang stadig på krogen ved døren. Den blå keramikkop, han altid drak af, var ikke vasket op. Ingenting var rykket. Det så ud, som om han var smuttet ned efter cigaretter og bare ikke var kommet tilbage endnu.

Telefonen vibrerede på bordet. Én gang, kort. Skærmen lyste op i det blålige mørke.

Ukendt nummer.

“Samme som sidst?”

Ingen hilsen. Intet navn. Bare de tre ord på en hvid baggrund. Jeg blev ved at se på dem lidt for længe, og hånden vidste vejen til slet-knappen, før jeg havde besluttet noget. Tredje besked på en uge. Eller fjerde. Folk fandt altid frem.

Jeg lagde telefonen med skærmen nedad og tog endnu et hiv. Røgen gled ned. Noget i skuldrene slap. Udefra kom de sædvanlige lyde ind gennem vinduet, en bil, en cykelklokke et sted, en stemme der blev væk igen, og de lød alle sammen, som om jeg havde hørt dem før.

“Morningstar,” sagde stemmen igen fra tv’et.

Det lød ikke som en ny replik. Som om tv’et var hængt fast i samme sætning.

Eller også var det mig.

Så bankede det på døren.

Lyden skar igennem alt sammen. Hjertet slog én hård gang og faldt så tilbage i den slappe rytme, hashen havde lagt det i. Det bankede igen. Hårdere denne gang.

Jeg rejste mig langsomt. Gulvet var koldt mod fødderne. Kroppen var tung, men et eller andet sted bag tågen var jeg pludselig meget vågen, vågen på den ubehagelige måde.

Jeg lagde hånden på håndtaget.

Åbnede—

“Morningstar. Så du er vågen alligevel.”

Stemmen kom bag mig, klarere end alt andet i rummet. Jeg vendte mig.

Tom stod midt i stuen med hænderne i lommerne. Lyset fra skærmen lagde en bleg stribe langs den ene side af hans ansigt. Han så for vågen ud. Alt for vågen til min aften.

Jeg så mod døren. Den stod stadig lukket.

Han måtte være gået ind. Jeg måtte have åbnet for ham uden at lægge mærke til det. Sådan var det med hashen. Man låste en dør og kunne to minutter efter ikke huske, om man havde gjort det. Hænderne gjorde tingene selv, og hovedet kom bagefter, hvis det da overhovedet kom.

“Hvorfor kalder du mig det?” spurgte jeg.

Tom trak let på skulderen.

“Du ser jo Lucifer.” Han nikkede mod tv’et. “Det passer til dig.”

Tonen var næsten henkastet. Næsten. Der lå noget under, der ikke passede til de lette ord. Vi gik ud mod køkkenet, og bag os sagde skærmen navnet igen.

“Morningstar.”

Ordet hang i luften, selv efter lyden var væk.

Tom satte sig ved bordet, som om han havde gjort det tusind gange før, og fingrene fandt af sig selv den plet på bordkanten, hvor lakken var slidt af. Jeg hældte kaffe op. Det lød for højt i den stille lejlighed. En tynd stribe damp stod op fra koppen og var væk igen.

“Du drikker stadig sort,” sagde han.

“Ja.”

“Du sagde engang, at sukker var for folk, der stadig troede, livet kunne gøres sødt.”

Jeg holdt koppen uden at drikke af den. Jeg kunne ikke huske at have sagt det. Men det lød som noget, jeg kunne have sagt, dengang jeg stadig gad være skarp for sjov og ikke kun for at holde folk på afstand.

“Stationen,” sagde han så.

Ordet kom uden overgang.

Jeg så ned i kaffen. Overfladen dirrede en anelse, selvom jeg stod stille.

“Du nævner den igen.”

Brystet snørede sig sammen. Jeg satte koppen fra mig og gik hen til vinduet. Der var ikke noget at se. En parkeret bil. En gadelygte, der blinkede, som om den var ved at give op.

“Jeg nævnte ikke stationen.”

“Jo,” sagde han. “Du ved det bare ikke.”

Et blink bag øjnene: våd asfalt, gult lys, et tog med åbne døre. Jeg tog fat i vindueskarmen, hårdere end nødvendigt, og mærkede malingen ru under fingrene.

“Jeg skal derned,” sagde Tom. “Du burde komme med.”

Jeg rystede let på hovedet.

“Ikke i aften.”

Han svarede ikke. Han blev siddende og så på mig og ventede. Han skyndte ikke på noget. Det var værre, end hvis han havde gjort.

“Husker du dén nat?” spurgte han.

“Nej.”

“Jo,” sagde han stille. “Du undgår det bare.”

Ingen af os sagde noget i et stykke tid. Kaffen dampede. Et sted i opgangen knirkede en dør.

Et billede pressede sig frem, før jeg kunne nå at lukke for det. En hånd, der glider ud af min. Et tog, der lukker dørene. Gult lys, der bliver mindre og mindre.

Jeg rejste mig, før billedet nåede at sætte sig fast.

“Kom,” sagde Tom.

Denne gang spurgte han ikke. Han fortalte mig bare, hvad der skulle ske.

Jeg stod et øjeblik og så på hans jakke ved døren. Stoffet så tungere ud, end jeg huskede, som om det allerede var blevet brugt i regn.

“Er du klar?” spurgte han.

Jeg svarede ikke med det samme. Jeg så mig omkring i stuen, askebægeret, den kolde kaffe, jointen på bordet, som om jeg lige skulle huske det hele. Så tog jeg jakken på.

Jeg tog trappen ned i faste, næsten mekaniske trin. Tom gik et par trin foran. Hans skridt ramte hvert trin med samme mellemrum, og lyden var den samme hver gang, som om han havde gået den her trappe i søvne mange gange. Jeg lod hånden glide langs gelænderet. Jernet var glat og iskoldt, og jeg kunne mærke hver eneste ujævnhed i lakken, en bule, en revne, et sted hvor nogen havde ridset noget ind. Alt blev tydeligere, efterhånden som hashen slap. Jeg havde troet, det ville hjælpe at blive klar. Det gjorde det ikke. En tyngde lagde sig i brystet, og noget i mig ville bare vende om. Op igen. Ind i lejligheden, ned i sofaen, hen til jointen, der lå og ventede på bordet.

Tom talte uden at vende sig.

“Du tøver altid her.”

Jeg standsede midt på et trin og så op mod hans ryg.

“Hvad?”

“På trappen,” sagde han. “Du tøver altid.”

Pulsen sprang et lille trin op.

“Hvorfor ved du det?”

“Fordi jeg kender dig.”

Han sagde det roligt, som om det bare var en kendsgerning. Det var værre end en trussel. Jeg blev stående et trin og fik ikke svaret.

Jeg tog næste trin. Tågen blev tyndere for hver etage, og det polster, der plejede at ligge mellem mig og alting, var næsten væk nu. Lyset i opgangen blev hvidere, jo længere ned vi kom, og den malede væg så pludselig for ren ud, som et sted hvor man venter på en læge.

Tom standsede ved døren ud til gaden og ventede. Han havde ikke travlt.

“Er du klar?” spurgte han.

Jeg nikkede, og han trykkede håndtaget ned. Kold luft slog ind i opgangen og ramte mig i ansigtet, så jeg trak vejret kortere. Det var blevet mørkt. Gadelygterne lagde en dæmpet orange glød hen over fortovet. Der var næsten ingen ude.

Tom gik foran mig med hænderne i lommerne. Hans silhuet stod skarpt mod lyset fra lygterne. Men hver gang jeg blinkede, var afstanden mellem os en anelse anderledes, lidt for kort, lidt for lang, som om han bevægede sig efter en anden takt end gaden omkring ham.

“Det er koldt,” sagde jeg, mest for at høre min egen stemme.

Han svarede ikke.

Vi passerede pizzeriaet. Døren gik op et øjeblik, og lugten af hvidløg, ost og varm dej rullede ud på fortovet. Vi gik forbi vaskeriet, hvor tromlerne drejede rundt bag de store ruder. Gaden virkede almindelig: en enkelt bil gled forbi, et sted længere henne klirrede en port. Og så var der noget, der ikke passede.

En mand kom gående imod os med en hund i snor. Mørk jakke, skuldrene en smule foroverbøjede, blikket rettet mod fortovet. Hunden trak let i snoren. Han passerede os. Jeg blinkede. Han passerede os igen. Samme retning. Samme hund. Samme tempo i skridtene. Det var ikke en, der bare lignede ham. Det var de samme skridt, det samme ryk i snoren, det samme alt sammen, ned til mindste bevægelse.

“Så du det?” hviskede jeg.

Tom drejede hovedet en anelse.

“Hvad?”

“Den mand. Han… han gik forbi to gange.”

Tom så på mig uden at stoppe.

“Du er træt.”

Tvivlen var der allerede. Det måtte være hashen. Et efterbillede, et ekko på nethinden, fordi jeg havde blinket på det forkerte tidspunkt.

Vi fortsatte ned ad gaden. En kvinde stod ved busstoppestedet længere fremme med telefonen løftet foran sig, ansigtet oplyst af skærmens kølige lys og vægten hvilende tungt på det ene ben. Jeg så hende i periferien, blinkede, og da jeg så igen, stod hun i nøjagtig samme stilling. Telefonen i samme vinkel. Vægten på det samme ben. Som om nogen havde sat hende på pause.

“Tom—”

“Vi skal videre,” sagde han uden at se på mig.

Da jeg så tilbage, bevægede hun sig igen, helt normalt, som om der aldrig havde været noget. Men hjertet blev ved at hamre, længe efter hun var begyndt at gå igen.

Ved minimarkedet stod en mand og røg. Skuldrene hang, og cigaretgløden lyste svagt op, hver gang han trak. Han stirrede ned i asfalten foran sine sko. Jeg kendte den måde at stå på. Jeg kendte ham. Anders.

“Bare lige til weekenden,” plejede han at sige. Hver fredag i månedsvis.

Jeg stoppede.

“Tom… det er Anders.”

“Hvem?”

“En af… en jeg solgte til.”

Tom sagde ingenting. Han fulgte bare med, tæt på nu, uden at sætte tempoet ned. Anders løftede hovedet. Blikket gled hen over mig, tomt i et øjeblik, og så satte det sig fast, langsomt, som når nogen vågner og skal bruge et sekund på at vide, hvor de er.

“Morningstar?”

Jeg nikkede, før jeg nåede at tænke.

Han trak på cigaretten, blæste røgen ud, trak igen, blæste ud, og så igen. Hver bevægelse var nøjagtig lige så lang som den før. Træk, ud, pause. Træk, ud, pause. Det var ikke sådan, folk ryger. Det var sådan, en maskine ville gøre det. Kulden bredte sig op ad ryggen på mig.

“Anders?” sagde jeg.

Intet svar. Kun cigaretten. Røgen.

“Anders!”

Han blinkede og så direkte på mig. Munden åbnede sig langsomt.

“Morningstar,” hviskede han.

Stemmen var helt flad. Der var ingen vrede i den, ingen spørgsmål, ingenting. Det lød, som når en besked bliver læst højt af en telefon.

Jeg tog et skridt tilbage.

“Hvordan—?”

Tom lagde en hånd på min skulder. Let. Bare nok til at styre retningen.

“Vi skal videre.”

Jeg så tilbage. Anders stod nu med ryggen til og røg videre, som om jeg aldrig havde stået der. Som om der aldrig var blevet sagt et navn.

“Tom, der var noget galt med ham.”

“Han venter,” sagde Tom. “Ligesom du.”

“Venter på hvad?”

Tom svarede ikke.

Kapitel 2

Valby Station rejste sig foran os længere fremme, de røde mursten mørke mod himlen og de hvide skilte svagt lysende i natten. Der hang noget tungt over bygningen. Luften føltes tykkere, jo nærmere vi kom, som om nogen havde skruet ned for al lyd på nær vores egne skridt. Ved trappen op til stationen stod en kvinde lænet mod gelænderet. Hun stirrede på sin telefon, men skærmen var sort. Da vi passerede, så hun op.

“Morningstar?”

Jeg standsede og så nærmere på hende, prøvede at finde et navn, en sammenhæng, et sted i hukommelsen, hvor hun hørte til.

“Ej, undskyld,” sagde hun hurtigt. “Jeg har set dig før.”

Hun var midt i trediverne, pænt klædt, træt men velplejet, med en tynd guldring på venstre hånd, der fangede gadelygtens lys, hver gang hun bevægede fingrene.

“Måske,” sagde jeg.

Hun så sig hurtigt omkring, før hun sænkede stemmen.

“Du… sælger du stadig?”

Hun nåede ikke at se på mig, mens hun spurgte. Blikket gled ned i asfalten, og hun trak skuldrene en smule op, som om hun allerede fortrød. Jeg løj og sagde, at jeg ikke havde noget på mig, men hun tog et halvt skridt tættere på og sagde stille, at hun havde penge; at hun bare skulle klare weekenden.

“Weekenden?” gentog jeg.

Hun nikkede og trak vejret ind, som om hun skulle igennem noget.

“Børnene er hjemme. Min mand…” Hun stoppede sig selv. “De må ikke se mig sådan. Jeg skal bare have noget, så jeg kan fungere. Smile. Lave mad. Være mor.”

Ringen blinkede igen i lyset.

“Du har børn,” sagde jeg.

“To,” sagde hun, og et lille, brudt smil dukkede op og forsvandt. “Fem og syv. Drenge. De er det bedste i mit liv.”

“Så hvorfor—?”

“Fordi jeg er træt.” Ordene kom for hårdt, og hun rettede dem ind igen. “Jeg kan ikke sove. Jeg vågner klokken fire hver morgen og ligger og tænker på alt det, jeg ikke kan overskue, job, børn, hus, ægteskab. Hashen slukker det lidt. Ikke meget. Bare nok.”

Hun åbnede tasken og fandt pungen frem uden at møde mit blik.

“Kan jeg få for fire hundrede?”

Jeg burde have sagt nej. Men mine fingre var allerede i inderlommen, hvor jeg havde en lille samlet pakke delt i mindre klumper, brækkede stykker pakket ind i plastik. Jeg sagde, det var fint. Sedlerne var foldet én gang, som om hun havde haft dem klar længe.