En fortsat analyse af The Haunting of Hill House

Jeg fortsætter min gennemgang og analyse af The Haunting of Hill House – en serie, der for nylig er blevet fremhævet i en ny kåring af de ti bedste Netflix-serier gennem de seneste ti år, side om side med storheder som Dark, Stranger Things og Squid Game. Flere anmeldere kalder den fortsat for streamingtjenestens bedste horrorserie nogensinde, og otte år efter premieren dukker den stadig op øverst på diverse “greatest of all time”-lister. Det er den slags relevans, der sjældent holder så længe – men Hill House ser ud til at klare det uden besvær.

Hvis du ikke har læst mine tidligere artikler: The Haunting of Hill House følger familien Crain, der som børn boede i det berømte hjemsøgte hus, og som voksne stadig kæmper med de traumer, huset efterlod. Serien er en løs nyfortolkning af Shirley Jacksons klassiske roman fra 1959, men hvor bogen koncentrerer sig om én kvindes psykiske sammenbrud, breder Mike Flanagans serie historien ud over en hel familie – fem søskende, der hver især har udviklet deres egen måde at overleve traumet på.

Denne gang vil jeg dykke ned i en detalje, jeg kun strejfede i min første artikel: at Steven, den ældste bror, som voksen skriver en bog om familiens historie – og at bogen bærer nøjagtig samme titel som selve serien, vi sidder og ser. Det er et lille greb rent plotmæssigt, men det åbner et helt meta-lag, som jeg synes fortjener sin egen artikel.

Bogen, der hedder det samme som serien

I det allerførste afsnit hører vi Steven læse højt fra sin bog. Åbningslinjerne er bevidst skrevet, så de ligger tæt op ad Shirley Jacksons berømte indledning til den originale roman – den passage, der beskriver Hill House som “ikke sund”, et hus der har stået alene i årtier og “hvad end der vandrede der, vandrede alene”. Steven har med andre ord skrevet en bog med samme titel og samme litterære stemme som det værk, hele serien selv er baseret på.

Det er et snedigt greb, for det betyder, at vi som seere i praksis ser en tv-serie, der handler om en mand, der har skrevet en bog med samme titel som den serie, vi ser. Fiktionen folder sig ind i sig selv. Steven bliver på sin vis den, der “skabte” historien, vi følger – i hvert fald den offentlige, kommercielle udgave af den.

Det er ikke bare et smart trick. Det er en påmindelse til seeren om noget ubehageligt: at vi selv, lige nu, sidder og forbruger familien Crains traume som underholdning. Præcis som Stevens læsere gør i fiktionen.

Konfrontationen

Den mest direkte konsekvens af bogen udspiller sig i en scene, hvor Shirley konfronterer Steven med manuskriptet. Hun beskylder ham i skarpe vendinger for at have udstillet familiens mest private smerte for penge – for at have gjort deres mors sygdom og fars sammenbrud til underholdning for fremmede. Hun spørger ham direkte, om han overhovedet forstår, hvad det koster dem alle, at han vælger at gøre det.

Det er en af seriens mest ubehagelige, men også mest ærlige scener, fordi den ikke giver nogen af parterne ret på bekostning af den anden. Shirleys vrede er forståelig – det er hendes barndom, hendes mor, hendes traumer, der bliver gjort til underholdning for fremmede uden hendes samtykke. Men Stevens forsvar er også forståeligt: han sendte manuskriptet til familien på forhånd, han skjuler ikke, at det er deres historie, og han har brugt årevis på at forsøge at forstå den nat, der ødelagde dem alle.

Der findes intet enkelt svar på, hvem der har ret. Og det er, tror jeg, hele pointen.

Hvem ejer retten til at fortælle historien?

Det er her, artiklen for mig bliver særligt interessant, fordi spørgsmålet rækker langt ud over selve serien: hvem ejer egentlig retten til at fortælle en families historie? Er det den, der skriver den ned? Den, der oplevede den mest intenst? Eller tilhører historien i virkeligheden alle, der var til stede – hvilket i praksis betyder, at ingen kan fortælle den uden at gøre vold på nogen andens version?

Steven vælger at skrive, fordi det er hans måde at forstå det uforståelige på. Men han gør det på bekostning af sine søskendes ret til selv at bestemme, hvordan deres del af historien bliver fortalt – eller om den overhovedet skal fortælles. Det er en konflikt, jeg tror mange, der selv skriver om personlige eller familiære emner, kan nikke genkendende til, uanset hvor langt fra et hjemsøgt hus deres egen historie måtte være.

Skyldfølelsen, der driver ham

Steven er ikke skrevet som en kynisk udnytter, selvom Shirleys anklage godt kunne få ham til at fremstå sådan ved første øjekast. Han skriver bogen, fordi hans karriere som forfatter er ved at løbe ud i sandet – hans tidligere romaner sælger dårligt – og fordi historien om huset er den ene ting, han ved, folk vil læse.

Men der er noget dybere på spil end blot kommerciel nødvendighed. At skrive bogen er også Stevens måde at forsøge at kontrollere en historie, han aldrig fik lov til at forstå som barn. Han var den ældste, den der burde have beskyttet sine søskende, og som voksen bliver skrivningen hans forsøg på at skabe orden i noget, der aldrig gav mening. Det er, i virkeligheden, ikke så forskelligt fra Shirleys behov for at “fikse” døden gennem sit arbejde som bedemand, eller fra Theos behov for afstand gennem sine handsker. Det er bare Stevens version af den samme overlevelsesstrategi, jeg allerede har skrevet om i min første artikel: hver søskende finder sin egen måde at leve med det uudholdelige på.

Det gør ham ikke uskyldig i Shirleys øjne. Men det gør ham forståelig i vores.

Ironien i, at det er skeptikeren, der skriver

Der er en stærk ironi i, at netop Steven – familiens mest udtalte skeptiker, manden der konsekvent afviser, at der er noget overnaturligt på spil – er den, der ender med at tjene sit levebrød på at skrive om spøgelser. Han insisterer gennem store dele af serien på, at hans mors sammenbrud skyldtes psykisk sygdom, ikke et hjemsøgt hus, og alligevel bygger han sin karriere på en bog, hvis eksistens forudsætter, at læserne tror på det modsatte af, hvad han selv hævder at mene.

Den selvmodsigelse er, tror jeg, ikke tilfældig. Steven har brug for at holde fast i sin skepsis, fordi alternativet – at acceptere, at huset virkelig var ondt – ville tvinge ham til at gøre op med hele sit billede af sin egen barndom. Men han kan samtidig ikke lade være med at vende tilbage til historien, fordi den er den eneste, han for alvor kan skrive om med overbevisning. Han sælger noget, han ikke tror på, fordi det er det eneste, han for alvor føler noget for.

Et spejl vendt mod os selv

Det er også værd at dvæle ved, hvad det gør ved os som seere, at bogen bærer samme titel som serien. Det er ikke bare et sjovt easter egg. Det er et greb, der stille og roligt minder os om, at vi gør præcis det samme som Stevens læsere: vi sidder og lader os underholde af en families sammenbrud, deres sorg, deres afhængighed og deres tab – uden at det koster os noget som helst selv.

Flanagan giver os aldrig lov til fuldstændig at glemme det. Hver gang vi ser Steven læse op af sin bog, bliver vi mindet om, at vi også er en del af det marked, historien er skrevet til.

Min egen vinkel som forfatter

Som en, der selv arbejder med at omsætte sårbarhed og personlig erfaring til litteratur, kan jeg ikke lade være med at genkende noget af Stevens dilemma i mit eget forhold til at skrive. Der er altid et spørgsmål, jeg vender tilbage til, når jeg bruger noget virkeligt som råmateriale til noget fiktivt: hvor går grænsen mellem at bearbejde sin egen historie kunstnerisk og at udstille den – eller andres del af den – for et publikum, der aldrig kendte de mennesker, det handler om?

Jeg tror ikke, der findes et endeligt svar. Men jeg tror, det er værd at blive ved med at stille spørgsmålet, hver gang man sætter sig for at skrive noget, der er hentet for tæt på virkeligheden. Steven stiller aldrig rigtig det spørgsmål til sig selv, før det er for sent, og det er måske hans største fejl – ikke at han skriver bogen, men at han ikke overvejer prisen, før den allerede er betalt.

Prisen, der aldrig helt forsvinder

Bogens udgivelse splitter familien yderligere op, og det tager lang tid, før relationen mellem Steven og hans søskende igen finder en form for fred. Det er endnu et eksempel på noget, jeg allerede har skrevet om: traumer i Hill House forsvinder sjældent fuldstændigt. De bliver en del af den historie, familien bærer videre – og i Stevens tilfælde bliver selve fortællingen om traumet en ny kilde til smerte i sig selv.

Det er, synes jeg, en af de klogeste ting, serien gør. Den lader aldrig skrivningen fremstå som en ren løsning. At sætte ord på sin smerte hjælper ikke automatisk. Nogle gange koster det noget, man ikke havde regnet med at skulle betale – og nogle gange er den pris ikke ens egen at betale alene.

Jeg fortsætter gerne min gennemgang i de kommende uger – der er stadig flere detaljer i Hill House, jeg ikke har rørt ved endnu.