Om at skrive et album, komponere det i Suno — og for første gang synge det selv

Jeg har lyttet til min egen stemme før i telefonoptagelser og talebeskeder, altid med det der lille gys af at genkende sig selv forkert. Men jeg har aldrig sunget noget rigtigt før. Ikke rigtigt rigtigt. Ikke sådan at det skulle blive stående.

35 Grader Skævt har været undervejs længe — lyrikken er min, hver linje, skrevet i perioder hvor det gav mere mening at rime end at forklare. Musikken er komponeret i Suno, nummer for nummer, med styles jeg har skrevet for at ramme præcis den stemning hver sang skulle have. Men vokalen har jeg holdt af, ikke fordi jeg ikke turde, men fordi jeg ikke kunne endnu.

Jeg har brugt tid på at træne stemmen. Ikke for at blive en anden — bare for at kunne holde en tone længe nok til at sige det jeg mente. Det er en underlig ting at øve sig i noget så personligt. Der er ingen genvej til det. Man synger forkert, forfra, forkert igen, indtil en dag hvor det pludselig lyder som en selv, bare lidt mere ærlig end man plejer at være.

Så da jeg endelig sad med det færdige album og hørte min egen stemme ligge oven på musikken, var det ikke stolthed jeg mærkede først. Det var noget mærkere. Lidt som at møde sig selv i en dør man ikke huskede at have gået igennem. Det tog mig et par dage at vænne mig til at det faktisk var okay — at det var mig, og at det måtte gerne være det.

Ti sange, skrevet over lang tid, sunget på kortere tid end jeg troede jeg havde brug for. Det er ikke et album om at have styr på det hele. Det er nok mest et album om at blive ved med at stå i sit eget liv, selvom det ser anderledes ud end man havde regnet med — og om at det stadig er værd at synge om.

Tak fordi du lytter med.— Norel Nights

35 Grader Skævt

Fuldt album · 10 spor