En fortsat analyse af The Haunting of Hill House

For nylig skrev jeg en artikel om, hvorfor The Haunting of Hill House efter min mening stadig er en af de mest helstøbte horrorserier, der nogensinde er lavet. Reaktionerne overraskede mig faktisk ikke – for jeg er langtfra alene om den holdning. Serien er for nylig blevet nævnt i en ny kåring af de ti bedste Netflix-serier gennem de seneste ti år, sammen med storheder som Dark, Stranger Things og Squid Game, og flere anmeldere kalder den stadig for streamingtjenestens bedste horrorserie nogensinde. Det er sjældent, at en serie fra 2018 stadig popper op i den slags kåringer otte år efter – men Hill House nægter tilsyneladende at dø. Ligesom huset selv, kunne man sige.

Hvis du ikke har læst min oprindelige artikel, kort opsummeret: The Haunting of Hill House følger familien Crain, der som børn boede i det berømte hjemsøgte hus, og som voksne stadig kæmper med de traumer, huset efterlod. Serien er en løs nyfortolkning af Shirley Jacksons klassiske roman fra 1959, men hvor bogen koncentrerer sig om én kvindes psykiske sammenbrud, breder Mike Flanagans serie historien ud over en hel familie – fem søskende, der hver især har udviklet deres egen måde at overleve traumet på.

I den artikel skrev jeg blandt andet, at husets ondskab aldrig brøler. Den hvisker. Og intet illustrerer den pointe bedre end det, jeg vil kalde seriens mest gennemtænkte detalje: det røde værelse.

Et rum, der aldrig er det samme to gange

Hvis du har set serien, har du set det røde værelse mange gange – uden nødvendigvis at vide det. For rummet viser sig aldrig som det samme for to mennesker.

For Steven er det hans fars kontor, et sted han kan gemme sig med sine bøger. For Shirley er det et legeværelse med perfekt orden. For Theo er det et rum fyldt med kunst og farver. For Luke og Nell – tvillingerne – tager det andre former, tilpasset præcis dét, de har brug for i den alder, de befinder sig i. Selv for de voksne udgaver af søskendene ændrer rummet sig igen, alt efter hvad de mangler i deres voksne liv.

Det er ikke en tilfældighed, og det er ikke bare et skræmmende plothul, som serien glemmer at forklare. Det er selve pointen.

Det røde værelse er husets mest raffinerede våben, fordi det ikke forsøger at skræmme nogen. Det forsøger at blive elsket.

Huset, der lytter

Det er dette punkt, jeg synes fortjener sit eget afsnit, fordi det binder direkte an til det, jeg skrev om husets metode i min forrige artikel: at Hill House sjældent angriber med vold, men i stedet giver folk præcis det, de længes efter.

Det røde værelse er den mest bogstavelige udgave af den idé, man kan forestille sig. Det er ikke tilfældigt indrettet. Det har lyttet. Det ved, at Steven har brug for et sted at føle sig som sin fars søn. Det ved, at Shirley har brug for kontrol. Det ved, at Theo har brug for at udtrykke sig uden at blive dømt.

Med andre ord: rummet er ikke en fælde, der ligner noget godt. Det er faktisk godt – i hvert fald i starten. Det giver præcis den trøst, det lover. Og det er dét, der gør det så farligt. De fleste af os er trænet til at være mistænksomme over for noget, der åbenlyst virker forkert. Vi er langt dårligere til at være mistænksomme over for noget, der føles rigtigt.

Det er, tror jeg, hele pointen med det røde værelse. Det er ikke en gyserklichés mørke kælder. Det er det modsatte: et rum, der føles som hjemme, i et hus, der slet ikke er det.

Og netop derfor er det så vanskeligt for karaktererne selv at gennemskue. Havde rummet set uhyggeligt ud fra begyndelsen, havde ingen af dem opsøgt det frivilligt. Men fordi det ligner præcis det, de mangler, bliver deres eget instinkt vendt imod dem. De søger mod trøsten, ikke mod faren – for i deres øjne er der ingen fare at se.

Anagrammet, ingen taler om

Her er en detalje, mange seere overser fuldstændigt, og som jeg først selv opdagede efter mit andet gennemsyn: navnet på rummet er ikke tilfældigt valgt rent sprogligt. “The red room” er, på engelsk, et anagram, hvor bogstaverne kan omrokeres til at danne en helt anden sætning, der beskriver præcis, hvad rummet i virkeligheden er.

Jeg vil ikke afsløre det her for dem, der ikke selv har luret det – det er simpelthen for sjovt en detalje at få forærende. Men jeg vil sige, at det er den slags finurlighed, der får mig til at holde endnu mere af Mike Flanagans håndværk. Det er ikke nok for ham, at rummet fungerer symbolsk og narrativt. Det skal også fungere på bogstavniveau, gemt i almindeligt syn, ligesom stort set alt andet i serien.

Det er samme filosofi, jeg nævnte i min sidste artikel om de skjulte spøgelser, der gemmer sig i baggrunden af næsten hver eneste scene. Hill House beder aldrig seeren om at lede. Den regner bare med, at nogen gør det – og belønner dem, der gør.

Rummet som fortrængning

Hvis man skal tage symbolikken et skridt videre, er det røde værelse den mest præcise metafor, jeg har set for psykologisk fortrængning i nyere tv.

Tænk på, hvordan fortrængning faktisk fungerer. Man søger ikke bevidst mod noget skadeligt. Man søger mod noget, der lindrer. En vane. En følelse. Et sted, en relation eller en historie, man fortæller sig selv, fordi den føles bedre end sandheden. Det er sjældent åbenlyst destruktivt fra begyndelsen. Det er trøstende – lige indtil det ikke er.

Det røde værelse fungerer efter nøjagtig samme logik. Familien Crain opsøger det, fordi det lindrer noget i dem. Ingen af dem bliver tvunget derind. De vælger det, fordi det er der, de føler sig set. Og netop derfor er det så svært for dem at forlade det igen, når sandheden endelig går op for dem.

Der er noget dybt menneskeligt på spil her, som rækker langt ud over selve gysergenren. De fleste af os har vores egne “røde værelser” – vaner, relationer eller steder, vi vender tilbage til, fordi de føles trygge, selvom en del af os godt ved, at de holder os fanget mere, end de sætter os fri. Det er ikke tilfældigt, at jeg som skribent, der bruger meget af mit arbejde på at udforske sårbarhed og følelsesmæssig ærlighed, finder netop denne detalje mere interessant end nogen af seriens jump scares.

Det, jeg synes gør Flanagans idé så stærk, er, at den ikke dømmer familien for at søge mod rummet. Serien fremstiller det aldrig som en svaghed hos dem, at de bliver draget derhen. Det fremstilles som noget nært universelt menneskeligt: at vi alle, på et eller andet tidspunkt, vælger den udgave af virkeligheden, der gør mindst ondt at leve i – selv når den udgave koster os noget langt større, end vi aner.

Olivias opdagelse

Det er også her, Olivia for alvor kommer ind i billedet igen. I min forrige artikel skrev jeg om hende som en af gysergenrens mest tragiske figurer – en kvinde, hvis kærlighed til sin familie bliver fordrejet af huset, indtil beskyttelse bliver til ødelæggelse.

Olivia er den første i familien, der for alvor forstår det røde værelses sande natur. Hendes opdagelse er et af seriens vigtigste vendepunkter, fordi det er dét øjeblik, hvor hendes forsøg på at beskytte sine børn slår om i noget helt andet. Hun indser, at rummet ikke er en gave fra huset. Det er en fælde, forklædt som en gave. Og fordi hun elsker sine børn så inderligt, bliver hendes reaktion på den indsigt en af de mest hjerteskærende – og mest skræmmende – vendinger i hele serien.

Det er endnu et eksempel på noget, jeg synes serien gør bedre end de fleste: den lader aldrig sine mest tragiske øjeblikke handle om ondskab for ondskabens skyld. De handler om kærlighed, der bliver misforstået af nogen, der higer efter at beskytte den, de elsker – for enhver pris.

En ren Flanagan-opfindelse

Til sidst er det værd at nævne, at det røde værelse slet ikke findes i Shirley Jacksons oprindelige roman. Det er en ren tilføjelse fra Mike Flanagan og hans forfatterhold.

Det er endnu et eksempel på noget, jeg berørte i min forrige artikel: hvordan serien ikke blot forsøger at genfortælle Jacksons bog, men bruger den som et fundament til at bygge noget nyt ovenpå. Jackson skrev om et hus, der gjorde det almindelige urovækkende – en samtale, et rum, en følelse af hjem, der pludselig føles forkert. Flanagan tager den grundidé og giver den en konkret, fysisk form i det røde værelse: et rum, der bogstaveligt talt er skræddersyet til at udnytte den enkeltes længsler.

Det er, synes jeg, et af de klareste beviser på, hvor godt Flanagan har forstået Jacksons forfatterskab – ikke ved at kopiere hendes idéer, men ved at finde nye måder at udtrykke dem på.

Hvorfor jeg bliver ved med at tænke på det

Jeg tror, det røde værelse er blevet den detalje fra Hill House, jeg vender tilbage til allermest, når jeg tænker på serien. Ikke fordi det er det mest skræmmende øjeblik – det er det langtfra – men fordi det er det mest ærlige.

De fleste gyserhistorier handler om at undslippe monsteret. Det røde værelse minder os om, at det sjældent er så simpelt. Nogle gange er det farligste ikke det, der jagter os. Det er det, vi frivilligt vender tilbage til, fordi det føles som hjem.

Det er den slags idé, jeg ikke kan lade være med at tage med mig, længe efter jeg har set afsnittet. Og det er nok også derfor, jeg blev ved med at skrive videre om denne serie, selv efter min første artikel var færdig. Der er simpelthen for meget at komme omkring, når et hus er bygget så gennemtænkt som Hill House.

Jeg fortsætter gerne min gennemgang i de kommende uger – der er flere detaljer, jeg ikke har rørt ved endnu.