Fyrre sider inde i Blodets meridian

Om Cormac McCarthys prosa, den sorte humor og en bog, man læser med hånden halvt oppe foran øjnene

Første nedslag i en løbende læsning. Jeg er kun lige gået i gang, og der er ingen afsløringer af betydning i det følgende.

Jeg er gået i gang med Cormac McCarthys Blodets meridian (Blood Meridian, or the Evening Redness in the West) fra 1985, og jeg er foreløbig kun omkring fyrre sider inde. Det er alt for tidligt at fælde nogen egentlig dom over romanen.

Til gengæld er det allerede tydeligt, hvorfor den har den position, den har i amerikansk litteratur. Og hvorfor den samtidig har ry for at være en bog, man undertiden læser med hånden halvt oppe foran øjnene.

McCarthy placerer handlingen omkring den amerikansk-mexicanske grænse i midten af 1800-tallet, men romanen føles ikke som en traditionel historisk western. Den låner ganske vist westernens landskaber, bevægelser og ikonografi — ørkenen, hestene, støvet, volden, grænselandet og de omstrejfende mænd — men allerede tidligt virker det, som om genren bliver brugt til noget andet, end den plejer.

Det historiske landskab er ikke kulisse. Det er et metafysisk rum, hvor mennesket er reduceret til endnu et væsen, der bevæger sig gennem en verden, som ikke virker synderligt interesseret i, om det overlever.

Prosaen

Det første, jeg har lagt mærke til, er sproget.

McCarthy skriver ikke på den måde, vi normalt forbinder med moderne psykologisk realisme. Han forklarer forbavsende lidt. Personernes følelser bliver ikke fortolket for læseren, deres motiver bliver ikke pakket ud, og fortælleren fungerer på intet tidspunkt som moralsk guide. I stedet får vi handlinger, dialog, landskab, bevægelse og konkrete genstande. Vi ser mennesker gøre ting, men får ikke udleveret en psykologisk brugsanvisning til, hvorfor de gør dem.

Det skaber en mærkelig distance.

Samtidig er sproget alt andet end distanceret i æstetisk forstand. Det er højstemt, rytmisk, arkaiserende og til tider nærmest gammeltestamentligt. McCarthy kan løfte en beskrivelse af en klippeformation op til noget kosmisk og umiddelbart efter registrere en brutal menneskelig handling med præcis samme fortællermæssige autoritet. Naturen får ikke mindre vægt end mennesket, og menneskets lidelse får ikke automatisk mere vægt end sandet, den falder ned i.

Det er et voldsomt virkemiddel, fordi romanen dermed nægter læseren en af fiktionens mest almindelige sikkerhedsmekanismer: fortælleren, der fortæller os, hvad vi skal føle.

Man skal selv stå for moralen. Bogen hjælper ikke.

Jeg læser den i Jan Hansens danske oversættelse, og selv gennem oversættelsen kan man mærke, hvor stor en opgave det må have været. McCarthy bruger hele det amerikanske sprogregister, inklusive fagtermer, dialekt, forældede ord og geologisk og botanisk præcision, som ikke findes i en almindelig gloseliste. Jeg har på et tidspunkt overvejet originalen. Jeg tror, jeg venter til andet gennemløb, hvis der bliver et.

En roman, der ophober i stedet for at eskalere

Der er også en interessant dynamik i plottet.

Indtil videre oplever jeg ikke romanen som orienteret mod den klassiske dramatiske kurve, hvor hvert led forbereder det næste. Den er episodisk. Drengen bevæger sig videre, møder mennesker, havner i situationer, slipper ud af dem og fortsætter.

Det betyder ikke, at fortællingen mangler fremdrift. Tværtimod opstår fremdriften gennem selve bevægelsen.

Det får mig til at tænke på forskellen mellem et traditionelt story arc og en akkumulerende fortællestruktur. I en konventionel roman kan vi som regel identificere mål, forhindring, eskalation, vendepunkt og konsekvens. Hos McCarthy virker det foreløbig, som om betydningen i stedet ophobes. Episoderne lægger sig oven på hinanden som lag, og verden bliver gradvist tydeligere.

Buen findes måske derfor ikke i spørgsmålet om, hvad hovedpersonen vil opnå, men i vores voksende forståelse af det univers, han bevæger sig igennem.

Det interessante er, at bogen på trods af den form ikke føles kedelig.

Der er en rytme i sproget og en konstant fornemmelse af potentiel katastrofe. Ting kan eskalere absurd hurtigt. Mennesker mødes, drikker, taler, lyver, slås eller skyder, og fortælleren registrerer det hele med en næsten stoisk ro.

Og så er der humoren

Den havde jeg faktisk ikke forventet.

Når man læser om Blodets meridian, støder man hurtigt på ord som vold, ondskab, nihilisme, krig og groteske billeder. Man forventer nærmest en litterær straf på flere hundrede sider. Men de første kapitler indeholder også en sær, knastør og temmelig sort humor. Noget af den opstår netop gennem fortællerens manglende reaktion.

En situation kan være fuldstændig absurd, mens teksten nægter at blinke til læseren.

Det bliver deadpan-komik i en verden, hvor konsekvenserne bare tilfældigvis kan være dødelige.

En tidlig scene med en prædikant er et glimrende eksempel, uden at jeg afslører ret meget. En anklage bliver fremsat. Situationen eksploderer. Sandheden viser sig at have et noget tvivlsomt forhold til det hele. Og McCarthy står ikke bagefter og forklarer vittigheden.

Verden fortsætter bare.

Det er morsomt. Og samtidig en smule foruroligende.

For hvis løgn, sandhed og vold kan stå så tæt på hinanden, begynder humoren også at fortælle noget om romanens moralske univers. Det absurde er ikke en pause fra mørket. Det kan være en del af mørket.

Hvad jeg har læst om bogen, inden jeg åbnede den

Jeg gik ikke ind i romanen uforberedt, og det er nok værd at sige højt, for det påvirker uundgåeligt læsningen.

Cormac McCarthy levede fra 1933 til 2023 og skrev relativt få romaner gennem en meget lang karriere. Han blev kendt langt uden for de litterære kredse gennem blandt andet No Country for Old Men og Vejen, men Blood Meridian fra 1985 har fået en helt særlig status. Den regnes ofte for hans hovedværk og placeres blandt de væsentligste amerikanske romaner fra anden halvdel af det 20. århundrede. Den er sammenlignet med Moby Dick mere end én gang, og navnlig kritikeren Harold Bloom gjorde meget for at løfte den ind i den amerikanske kanon — samtidig med at han åbenhjertigt fortalte, at han måtte give op flere gange, før han kom igennem volden i de første kapitler.

Det er en usædvanlig anbefaling. Denne bog er et mesterværk, og jeg kunne selv knap nok læse den.

Det mærkelige er, at romanen efter sigende ikke vakte nogen enorm opmærksomhed ved udgivelsen. Dens kanoniske status voksede over tid, hvilket i sig selv siger noget om, hvor lidt den ligner sin egen samtid. Den kom på dansk forbløffende sent — først i 2013, næsten tredive år efter originalen.

Jeg har også læst, at bogen er løst forankret i faktiske begivenheder. John Joel Glanton og hans bande hærgede grænselandet mellem USA og Mexico omkring 1849-50 og levede af dusører for apacheskalpe. Ret hurtigt blev det, efter devisen at enhver sorthåret skalp kan sælges som en apacheskalp, til noget helt andet end en krig mod fjendtlige krigere. McCarthy skulle have arbejdet ud fra historiske kilder, blandt andet et selvbiografisk vidnesbyrd fra en mand, der hævdede at have redet med banden — og som er den nærmeste virkelige kilde til figuren Judge Holden.

Det er en detalje, jeg ikke kan slippe igen. En stor del af romanens rædsel er ikke opfundet. Den er redigeret.

Endelig har jeg læst, at bogen gentagne gange har været forsøgt filmatiseret, og at projekterne lige så gentagne gange er strandet. Den kaldes ofte ufilmatiserbar. Jeg tror ikke, det handler om budgetter eller logistik. Jeg tror, det handler om, at kameraet ville være nødt til at vise det, som McCarthy kan lade passere forbi i en bisætning — og at en tilskuer ikke har den samme mulighed for at se væk som en læser.

Judge Holden

Jeg er stadig så tidligt i romanen, at jeg ikke vil analysere ham, før bogen selv har fået lov at vise mig, hvem eller hvad han er.

Men allerede nu er det svært ikke at bemærke, at McCarthy har introduceret en figur, som virker større end den almindelige realistiske karakter. Der er noget teatralsk, grotesk og næsten mytologisk over hans tilstedeværelse. Han optræder som en mand, men han opfører sig som en påstand.

Det bliver interessant at se, om personerne udvikler sig gennem traditionelle character arcs, eller om nogle af dem snarere fungerer som idéer, kræfter og filosofiske positioner i romanens univers. Måske er det også forkert at forvente moderne karakterudvikling af en roman, der på flere punkter synes bevidst at arbejde imod moderne psykologisk fortællekunst.

Man kan ikke give en naturkraft en indre rejse.

Hvorfor bogen hører til i den ekstreme ende

Jeg ved godt, hvad jeg tilsyneladende har meldt mig til.

Blodets meridian har ry for at befinde sig temmelig langt ude i den groteske ende af litteraturen, og efter fyrre sider forstår jeg allerede mekanikken bag det ry. Det handler ikke først og fremmest om mængden af blod. Det handler om fire ting, som tilsammen fjerner de sikkerhedsforanstaltninger, litteraturen normalt tilbyder.

For det første er volden vilkårlig. Den følger ikke en dramaturgisk logik, hvor de skyldige straffes og de uskyldige skånes. Den rammer, hvem den nu rammer, og den bruger ikke tid på at retfærdiggøre det.

For det andet er ingen kategorier fredede. I de fleste voldelige fortællinger findes der en usynlig kontrakt om, hvem der ikke kommer noget til. Den kontrakt findes ikke her. Det er præcis dét, der får folk til at lægge bogen fra sig.

For det tredje nægter fortælleren at fordømme. Der er ingen forfærdet stemme i teksten, der forsikrer os om, at det her er forkert. Beskrivelsen af et mord har den samme rolige, smukke sætningsrytme som beskrivelsen af en solnedgang. Æstetikken diskriminerer ikke.

Og for det fjerde er sproget smukt. Det er efter min mening den egentlige grund til, at bogen opleves som ekstrem frem for blot grov. En dårligt skrevet voldsscene kan man holde ud, fordi den er dårligt skrevet. Man ser sætningerne, ikke handlingen. Når prosaen derimod er så præcis og så løftet, som McCarthys er, får billederne lov at komme hele vejen ind.

Det er dét, der gør den svær. Ikke at bogen viser grusomhed, men at den gør det uden at hæve stemmen.

Så nej, det er formentlig ikke en bog for alle

Og jeg synes ikke, man skal foregive noget andet.

Der findes en type litterær anbefaling, som mest fungerer som en prøve på læserens karakterstyrke. Den slags interesserer mig ikke. Der er ingen dyd i at gennemføre en bog, man har det elendigt med, og der er intet forkert i at lægge Blodets meridian fra sig efter halvtreds sider og læse noget andet.

Jeg tror, den kræver tre ting af sin læser.

Tålmodighed med sproget, fordi det ikke er en roman, man kan skimme. Tolerance over for meningsløshed, fordi den næppe kommer til at forklare sig til sidst. Og en vis afstand til stoffet, fordi den ikke tager hensyn.

Til gengæld tror jeg, at man får noget, der er svært at få andre steder, hvis man har alle tre. En fuldkommen illusionsløs gennemgang af, hvad mennesket er i stand til, når den kulturelle fernis er skrællet af.

Bare vær klar over, at bogen ikke tilbyder trøst bagefter. Der er ingen epilog, hvor nogen bliver et bedre menneske.

Hvad jeg forventer af de næste 375 sider

Jeg prøver at holde forventningerne åbne, men jeg har alligevel nogle.

Jeg forventer, at volden eskalerer, og at den på et tidspunkt holder op med at chokere mig — og at netop dét bliver bogens mest ubehagelige effekt. Den slags afstumpethed hos læseren kan ikke være tilfældig. Jeg formoder, at romanen regner med den.

Jeg forventer, at Judge Holden vokser, indtil han fylder mere end fortællingen selv, og at han på et tidspunkt får lov at holde en tale, der bliver stående i hovedet på mig længere, end jeg bryder mig om.

Jeg forventer ikke en forløsning. Jeg tvivler på, at drengen får en klassisk skæbne med mening og retfærdighed indbygget.

Og jeg forventer, at landskabet bliver ved med at være hovedpersonen. Ørkenen har allerede mere autoritet end nogen af mændene.

Hvad jeg håber på, er noget andet: at romanen viser sig at have et argument. At al den vold ikke bare er en konstatering, men en påstand om historien, om Amerika og om hvad mennesker gør, når ingen ser på.

For dét er egentlig det, jeg er mest spændt på.

Ikke volden i sig selv. Vold er let at skrive. Man kan altid tilføje mere blod.

Det svære er at få vold til at betyde noget litterært.

Hvis McCarthy kan fastholde denne mærkelige kombination af bibelsk prosa, historisk western, grotesk humor, filosofisk distance og en stadig mørkere undersøgelse af menneskelig vold, kan jeg udmærket forstå, hvorfor romanen har fået sit ry.

Men jeg er kun fyrre sider inde.

Så foreløbig går det faktisk overraskende godt.

Sproget kræver mere opmærksomhed end den gennemsnitlige roman, men det er ikke kedeligt. Tværtimod er rytmen begyndt at gøre noget ved læsningen. Jeg er også begyndt at acceptere, at jeg ikke behøver standse og dissekere hvert mærkeligt ord eller hver højstemt formulering. Noget af McCarthys prosa skal tilsyneladende forstås, og noget af den skal bare have lov at passere gennem hovedet som landskabet uden for et togvindue.

Nu må vi se, om jeg stadig taler så akademisk om den om et par hundrede sider.

Jeg er blevet advaret.

Jeg fortsætter.

Eventuelt med hånden foran øjnene.

Om bogen

Titel: Blodets meridian eller Aftenrøden i Vesten Originaltitel: Blood Meridian, or the Evening Redness in the West (1985) Forfatter: Cormac McCarthy (1933-2023) Oversætter: Jan Hansen Dansk udgave: Gyldendal, 2013, ca. 415 sider

Jeg vender tilbage med flere nedslag, efterhånden som jeg kommer længere ind i bogen.