Min kærlighed til gys begyndte længe før, jeg selv begyndte at skrive.

Da jeg var barn, fortalte min far historier til min søster og mig, når dagen var ved at være slut. Han havde en livlig fantasi, og vores yndlingsfortællinger handlede om to børn, Kamanovski og Sofia, som levede alene dybt inde i de store russiske skove. Sammen med deres lille kat drog de ud på eventyr, hvor de mødte sære væsener, gamle hemmeligheder og den slags magi, der kun findes i historier. Jeg tror ikke, jeg forstod det dengang, men de historier handlede ikke kun om eventyr. De handlede også om mod. Om at gå ind i skoven, selv når man var bange.

Måske er det derfor, jeg stadig skriver historier om mennesker, der må gå ind i deres egen skov.

Senere fandt jeg vej til den gotiske litteratur. Dracula. Frankenstein. De klassiske gyserfortællinger, som mange af os kender. Og senere igen til Stephen King, som skriver med en empati, der ofte overvælder mig, men også med gys og gru som få andre. Hos ham bliver det uhyggelige aldrig kun en effekt. Det bliver en måde at se mennesket på.

For mig er mørket et sted, hvor mennesker bliver interessante.

Når alt går godt, viser mennesker ofte den udgave af sig selv, de ønsker, verden skal se. Men når de presses, når frygten tager over, eller når de mister det, de elsker, viser de ofte noget mere sandt. Mørket afslører ikke kun vores frygt; det afslører også vores mod, vores svagheder og den pris, vi er villige til at betale.

Det er også skræmmende. Ikke kun fordi noget lurer i skyggerne, men fordi historierne får os til at mærke hjertet slå lidt hurtigere og minder os om, at verden ikke altid er, som vi ønsker, den skal være.

Min debutroman 03:33 – Faldne engle udspringer af den tanke. Den handler om et menneske, der falder, og om spørgsmålet, der interesserer mig mere end selve faldet: Kan man rejse sig igen, når man er blevet revet op ved sin rod, og når verden aldrig bliver den samme?

Måske begyndte det med to børn i en russisk skov. I dag fortsætter rejsen i de historier, jeg selv skriver.