Der er mennesker, som spørger, hvorfor man overhovedet har lyst til at skrive om mørke, død og det, der gemmer sig uden for lyset. Jeg har altid tænkt, at spørgsmålet burde være det modsatte: Hvorfor har mennesker til alle tider fortalt gyserhistorier?

For mig begyndte det længe før, jeg selv skrev bøger.

Da jeg var barn, fortalte min far historier for min søster og mig om aftenen. Han havde en livlig fantasi, og vores yndlingsfortællinger handlede om to børn, Kamanovski og Sofia, der levede alene i de store russiske skove sammen med deres lille kat. De drog ud på eventyr og mødte mærkelige væsener, skjulte steder og kræfter, som ikke lod sig forklare. Jeg husker ikke alle detaljerne længere, men jeg husker følelsen. Den følelse har aldrig forladt mig.

Senere fandt jeg de klassiske gyserromaner. Jeg blev opslugt af fortællinger som Dracula og Frankenstein, og senere opdagede jeg Stephen King, der skriver med en medmenneskelighed, som ofte rører mig lige så meget som selve uhyggen. Hos de bedste gyserforfattere er monstrene sjældent det vigtigste. Det er menneskene.

Gys kræver noget bestemt af både forfatteren og læseren. Det må ikke kun være ubehag. Det skal ligge et sted mellem frygt og empati, hvor man både mærker truslen og samtidig forstår mennesket, der står midt i den. For mig fungerer gyset som et sikkert sted at være bange. Et sted, hvor man kan nærme sig det, der føles for mørkt, for voldsomt eller for svært, uden selv at gå i stykker af det.

Det er måske dér, gyset er stærkest: i det øjeblik hvor man som læser tænker, at det her næsten bliver for meget, men alligevel bliver ved, fordi der bag frygten findes noget menneskeligt. En sorg. En skyld. Et håb. En længsel efter at blive forstået.

Den gotiske gyser har altid fascineret mig, fordi den ikke blot fortæller historier om spøgelser, monstre eller forbandelser. Den bruger det overnaturlige til at undersøge noget dybt menneskeligt. De mørke slotte, de tætte skove, de forladte kirker og de hjemsøgte huse er ikke kun kulisser – de er billeder på de steder i os selv, vi helst undgår at besøge.

Selvom verden har ændret sig, tror jeg ikke, at behovet for gotiske fortællinger er blevet mindre. Tværtimod. I dag lever mange af vores frygte indeni os. Ensomhed, identitetskriser, psykisk sygdom, afhængighed, tab og følelsen af at miste fodfæstet er blevet nutidens hjemsøgte huse. Den gotiske gyser giver disse oplevelser en form. Den gør det usynlige synligt og giver os mulighed for at se vores egne skygger på afstand.

Måske er det derfor, genren bliver ved med at føles aktuel. Den minder os om, at mørket ikke nødvendigvis findes et sted derude. Nogle gange bor det i vores minder, vores relationer eller de historier, vi fortæller os selv. Og netop derfor kan gyset være overraskende trøstende. Det fortæller os, at vi ikke er de første, der har været bange, og at frygten er en del af det at være menneske.

Det er også sådan, jeg selv forsøger at skrive.

Jeg tror ikke, at gys først og fremmest handler om at skræmme. De historier bliver hurtigt glemt. Det, der bliver hos os, er de fortællinger, hvor frygten udspringer af noget menneskeligt. Skyld. Sorg. Ensomhed. Afhængighed. Kærlighed. Frygten for at miste den, man er, eller den, man elsker.

Det er den slags historier, jeg gerne vil fortælle.

Jeg er fascineret af steder, der virker almindelige, men hvor noget føles en anelse forkert. En skov. En kirke. En tom lejlighed. Et klokkeslæt midt om natten. Jeg tror, at det mest uhyggelige ofte opstår, når det velkendte langsomt begynder at slå revner. Når man ikke længere kan stole på sine egne sanser.

Måske er det derfor, gysergenren bliver ved med at være relevant. Monstrene skifter form gennem tiden, men vores frygt gør ikke. Vi frygter stadig at blive forladt, miste kontrollen, blive syge eller opdage sider af os selv, som vi helst ikke vil se.

Gyset giver os et sted at undersøge de følelser. Ikke fordi det giver alle svarene, men fordi det tør stille spørgsmålene.

Når jeg skriver, håber jeg ikke kun, at læseren bliver skræmt. Jeg håber, at de bliver berørt. At de lukker bogen og tænker lidt længere over personerne, end de havde regnet med. At uhyggen bliver hængende, fordi den siger noget om mennesker – ikke kun om monstre.

Hvis mine historier kan få én læser til at mærke både frygt, medfølelse og nysgerrighed på samme tid, så har jeg skrevet den slags gyserhistorie, jeg selv holder mest af at læse.