Min kunst opstår ofte i et rum mellem det smukke og det urovækkende. Figurerne kan være ensomme, forvredne eller fremmede, og omgivelserne ligner ikke altid steder, der findes i den virkelige verden. Alligevel handler værkerne sjældent om monstre i traditionel forstand. De handler om mennesker, følelser og de tilstande, vi ikke altid kan forklare med ord.

Jeg kalder dem mørke forestillinger, fordi de udspringer af billeder, der befinder sig et sted mellem drøm, mareridt og erindring. De er ikke nødvendigvis fortællinger med en tydelig begyndelse eller slutning. I stedet fungerer de som øjeblikke fra en større, ukendt historie. Beskueren møder billedet midt i noget og må selv forestille sig, hvad der er sket før, og hvad der kommer bagefter.

Mørket som symbol

Mørket i mine værker er ikke kun et symbol på frygt eller ondskab. Det kan også repræsentere stilhed, ensomhed, forandring, sorg og de dele af os selv, som vi endnu ikke forstår. Nogle gange skjuler mørket noget. Andre gange beskytter det noget.

De fremmede væsener, maskerede ansigter, tomme landskaber og geometriske former kan ses som symboler på identitet og fremmedgørelse. En figur uden tydelige ansigtstræk kan være hvem som helst. Den kan være et menneske, der har mistet forbindelsen til sig selv, eller et væsen, der endnu ikke har fundet sin form.

Jeg arbejder ofte med kontraster mellem lys og mørke, organiske former og skarpe linjer, ro og uro. Det er i disse modsætninger, jeg finder spændingen. Et billede må gerne være smukt ved første blik og mere ubehageligt, jo længere man ser på det. På samme måde kan et dystert værk også rumme håb, ømhed eller en mærkelig form for fred.

Symbolikken er ikke låst fast. Jeg ønsker ikke at fortælle beskueren præcis, hvad et værk betyder. Min egen fortolkning er kun én mulighed. Når andre ser noget andet i billedet, bliver værket større end den oprindelige idé.

Hvorfor jeg skaber mørke forestillinger

Jeg har altid været tiltrukket af fortællinger, der bevæger sig mellem frygt og empati. Det mørke interesserer mig, fordi det kan gøre de menneskelige følelser tydeligere. Når de normale omgivelser forsvinder, og figuren står alene i et ukendt landskab, bliver dens sårbarhed mere synlig.

Mine billeder giver mig mulighed for at undersøge følelser, som kan være vanskelige at beskrive direkte. En uro kan blive til en flok sorte fugle. En følelse af at være fanget kan blive til en krop omgivet af geometriske vægge. En forandring kan vises som et menneske, der langsomt opløses og bliver til noget andet.

Jeg skaber ikke de mørke forestillinger for at chokere. Jeg skaber dem, fordi mørket rummer historier, vi ofte vender os væk fra. Det kan give form til skyld, tab, længsel og frygten for at miste kontrollen. Men det kan også vise overlevelse. Mine figurer er ikke altid fortabte. Nogle af dem befinder sig midt i en transformation.

For mig kan den mørke kunst være et sikkert sted at møde det ubehagelige. Man kan betragte billedet, lade sig påvirke af det og derefter træde væk igen. I den forstand kan kunsten skabe afstand til frygten, samtidig med at den gør det muligt at undersøge den.

Fra digitalt værk til fysisk print

Selvom mine værker bliver skabt digitalt og ofte udgives som NFT-kunst, tænker jeg dem også som fysiske billeder. Langt de fleste værker bliver fremstillet i store formater og i en opløsning, der egner sig til professionelt print. Typiske størrelser kan være 70 × 100 cm, 75 × 100 cm eller 100 × 100 cm ved 300 dpi.

Det store format er vigtigt for oplevelsen. Når værket bliver printet i plakat- eller galleristørrelse, træder strukturer, teksturer og små detaljer tydeligere frem. En figur, der virker fjern på en skærm, kan få en langt stærkere fysisk tilstedeværelse på en væg.

Jeg arbejder derfor med kompositioner, der skal kunne fungere både digitalt og i et rum. Farverne, kontrasterne og de grafiske former er valgt, så værket ikke kun bliver en dekoration, men et visuelt centrum. Det skal være et billede, man lægger mærke til, og som gradvist afslører mere, når man lever med det.

Et fysisk print ændrer også forholdet til digital kunst. På skærmen møder man ofte et værk hurtigt og går videre til det næste. På væggen bliver det en del af hverdagen. Lyset i rummet ændrer oplevelsen, og nye detaljer bliver synlige over tid. Det digitale værk får en krop og indtager et konkret sted.

Et åbent univers

Mine mørke forestillinger er en del af et voksende visuelt univers. Værkerne hænger ikke nødvendigvis sammen gennem én sammenhængende fortælling, men de deler en bestemt stemning. De kredser om identitet, forvandling, ensomhed og mødet med det ukendte.

Jeg ser hvert billede som en åbning ind til noget større. Måske er figuren den sidste af sin art. Måske er landskabet en fremtidig verden. Måske foregår det hele inde i et menneskes sind.

Det vigtigste er ikke, at beskueren finder den samme betydning, som jeg havde i tankerne. Det vigtigste er, at værket vækker noget: en følelse, et spørgsmål, en erindring eller en historie, som endnu ikke er blevet fortalt.

Det er derfor, jeg bliver ved med at skabe de mørke forestillinger. Ikke for at give svar, men for at skabe billeder, man kan træde ind i – og måske genkende en lille del af sig selv i.