Der findes kunst, der opstår af nysgerrighed. Og så findes der kunst, der opstår, fordi man i tre år fik at vide, at ens bekymringer “blev taget seriøst”, mens de i praksis blev arkiveret et sted, solen aldrig når.

Workplace Psycho: Fractured Minds er den sidste slags. Betragt det som en fratrædelsessamtale, bare uden fortrolighedserklæringen – og med markant bedre farvevalg.

Ti abstrakte værker. Forvredne ansigter, voldsomme farver, konstant uro. Kort sagt: ti stemningsbilleder fra et sted, der havde “åben dør-politik” skrevet på væggen og en helt anden politik i praksis. Ansigterne skriger, gemmer sig, stirrer eller går i opløsning – ligesom man selv gjorde, mens man nikkede pænt til endnu en “vi hører dig”-mail.

De forestiller ikke bestemte mennesker. De forestiller alle, der nogensinde har sagt “helt fint” til noget, der var det diametrale modsatte af fint, fordi alternativet var at blive kaldt “svær at samarbejde med.”

De repræsenterer også de situationer, hvor vi alligevel er tvunget til at være i det offentlige rum sammen – og hvor al dannelse pludselig går fuldstændig i glemmebogen. Vi har nok alle mødt det hos andre. Og hvis vi er ærlige, har de fleste af os også fundet det i os selv en enkelt gang eller ti.

Jeg har brugt år på at tænke over, hvor stor betydning et arbejdsmiljø har for et menneske. Konklusionen er ikke ligefrem opsigtsvækkende: rigtig stor. Vi bruger størstedelen af vores vågne liv på arbejde, hvilket betyder, at det også er dér, kroppen får rig lejlighed til at samle regningen sammen, mens man selv er optaget af at levere “gode resultater trods udfordringerne.”

Man skulle tro, gentagen utryghed forsvandt, når man lukkede laptoppen for aftenen. Det gør den ikke. Den flytter ind permanent, betaler ingen husleje og nægter at flytte, selv når man skifter job, skifter by, skifter frisure i et desperat forsøg på at blive en anden.

Denne serie er ikke en anklage mod én bestemt person eller arbejdsplads – det ville kræve juridisk bistand, jeg ikke har budget til. Den handler om et fænomen. Om hvordan frygt bliver en ledelsesstil, tavshed bliver overlevelse, og “sådan har vi altid gjort” bliver et skjold, ingen tør stikke hul i, fordi den, der stak hul, som regel ikke var der ret meget længere.

Jeg lever selv med en psykisk diagnose. Praktisk at have, upraktisk at bruge som forsvar – for der findes ingen diagnose, der beskytter én mod år med råb, ydmygelser og et miljø, hvor konstant utryghed var den eneste stabile ting i hele organisationen. Kroppen spørger ikke efter en attest, før den sender regningen. Den sender den bare. Med renter.

Måske er det derfor, kollektionen føles vigtig. Ikke for at udstille nogen – det klarer folk fint selv, hvis man giver dem nok tid og nok magt uden modspil. Men for at vise, hvad der sker, når man bærer rundt på noget længe nok uden at få lov at sige det højt, fordi det jo “ikke var så slemt, andre har det værre.”

Hvis værkerne er ubehagelige at se på, er det med vilje. Ikke for at chokere – men fordi det er den mest præcise gengivelse, jeg kunne finde, af hvordan verden ser ud, når “det er bare stress, det går over” bliver sagt til én for attende gang af en person, der aldrig selv skulle stå i det.

Værkerne er skitseret i hånden og derefter farvelagt med AI – en proces, der på sin egen måde spejler resten af projektet: noget, kroppen huskede først, som siden fik lov at tage form med hjælp udefra.

Paradoksalt nok har arbejdet med serien også været helende – hvilket er komisk i sig selv, eftersom hele problemet oprindeligt var et sted, der kaldte sig “en arbejdsplads i udvikling.” Ved at flytte oplevelserne fra kroppen og over på lærredet, får de endelig en form, jeg kan se på i stedet for at slæbe rundt på som en rygsæk fuld af aflyste ferier, mistede weekender og et “vi tager en snak” der aldrig blev til en reel snak.

Workplace Psycho: Fractured Minds er derfor ikke kun en serie om mørke. Det er en serie om at tage fortællingen tilbage – fra dem, der aldrig selv skulle bære den, og som formentlig allerede er i gang med at forhandle deres næste bonus.

(Ingen NDA’er blev overtrådt under tilblivelsen af denne kollektion. Endnu.)